FØJO III
FØJO III rummer FØJO's nye forskningsindsats i perioden 2005-2010. Forskningen koncentrer sig om 15 af de 16 projektemner, der er nærmere beskrevet i udbudsmaterialet (pdf), og hvor der indkom kvalificerede ansøgninger. På baggrund af de kvalificerede ansøgninger har FØJO's bestyrelse udarbejdet en indstilling (pdf) af hvilke forskningsprojekter der skal gennemføres.
Den nye forskningsindsats har en samlet ramme på 200 mio. kr., og de første projekter forventes at starte i november 2005.
Nedenstående links og tekst henviser til de tidligere trin i processen med etablering af FØJO III.
Endelig ansøgning november 2006
Brev til projektledere for projekter med start 2007
Ansøgningskemaer
Udbudsmateriale og ansøgningsskema
Interessetilkendegivelser
Relaterede sider
Baggrund for FØJO III
Der kan være store samfundsmæssige perspektiver ved en fortsat udvikling af økologisk jordbrug og økologiske fødevaresystemer. Dette gælder bl.a. i forhold til at skabe grundlag for udvikling af konkurrencedygtige, økologiske fødevarer af høj kvalitet samt i forhold til at gennemføre en afbalanceret og bæredygtig udvikling af landdistrikter og fødevareerhverv. Tilsvarende har økologisk jordbrug et potentiale i forhold til en række globale problemstillinger.
Forskning i økologisk jordbrug
En forudsætning for fortsat udvikling af økologisk jordbrug er mere viden om mulighederne for at styrke de økologiske fødevarers sundhed, kvalitet, sikkerhed og konkurrenceevne. En anden forudsætning er mere viden om mulighederne for at udvikle produktionen i forhold til de økologiske principper om hensyntagen til natur, miljø, husdyrsundhed og sociale forhold.
Inden for det seneste tiår er der gennemført to forskningsindsatser i økologisk jordbrug, FØJO I (1996-2000) og FØJO II (20002005).
Da størstedelen af forskningen i FØJO II afsluttes med udgangen af 2004 iværksættes en ny forskningsindsats - et FØJO III. Den nye indsats gennemføres i perioden 2005-2010 og vil andrage 200 mio. kr.
Behov for bred forskningsindsats
Den nye forskningsindsats i økologisk jordbrug skal dække meget bredt i fødevaresystemet. Det gælder i forhold til udvikling af fødevarernes kvalitet, sundhed og sikkerhed samt i spørgsmål omkring forarbejdning, afsætning og samhandel med økologiske fødevarer. Endvidere er der behov for forskning, som undersøger det økologiske jordbrugs muligheder for at bidrage til en række overordnede samfundsmæssige målsætninger. Det gælder bl.a. inden for miljøbeskyttelse, udvikling af vedvarende (bio)energi samt landdistriktsudvikling.
Der er også behov for at undersøge det økologiske jordbrugs potentiale i forhold til europæiske og globale problemstillinger. FØJO deltager allerede i et omfattende europæisk forskningssamarbejde, som dog forventes at blive udbygget som følge af den "Europæiske aktionsplan for økologisk jordbrug" samt af reformen af den fælles landbrugspolitik (CAP). Det kan også nævnes, at FØJO har iværksat en vidensyntese om "økologisk jordbrug i globalt perspektiv", som bl.a. skal beskrive behovet for forskning og udvikling på dette område.
Interessetilkendegivelser til udbudsmaterialet
For at udbudsmaterialet kan tage højde for de forskellige ideer, som findes i forskningsmiljøerne, inviteres alle interesserede forskningsmiljøer til at indsende korte og uforpligtende interessetilkendegivelser inden for de tematiske hovedområder. På baggrund af interessetilkendegivelserne udformes et egentligt udbudsmateriale med angivelse af specifikke temaer.
De indkomne interessetilkendegivelser offentliggøres på www.okoforsk.dk med henblik på at skabe mulighed for samarbejde mellem interesserede forskergrupper om udarbejdelse af konkrete projektforslag. Den nye forskningsindsats har som nævnt en samlet ramme på 200 mio. kr. (svarende til 40 mio. kr. årligt i perioden 2005 2009). Det forventes, at der iværksættes 15-20 forskningsprojekter á 10-15 mio. kr. Typisk vil der blive etableres ét projekt (max. 2) på hvert temaområde.
Kvalitet og relevans
Alle projektansøgninger vil blive vurderet af Det Strategiske Forskningsråd med hensyn til den forskningsfaglige kvalitet. Kun kvalificerede ansøgninger vil kunne få mulighed for at opnå økonomisk støtte.
FØJO's bestyrelse vil i samråd med FØJO's brugerudvalg vurdere relevansen af de kvalificerede projekter. På denne baggrund foretages en yderligere udvælgelse af projekter. I denne forbindelse kan der efter forhandling med FØJO forekomme at der skal gennemføres tilpasninger i et projekt.
Det skal pointeres, at når det drejer sig om forskning i økologisk jordbrug og økologiske fødevaresystemer er det ud over hensyn til forskningsfaglig kvalitet m.m. også nødvendigt at tage hensyn til helhedsorienteringen og de særlige målsætninger, principper og værdier, som er karakteristiske for økologisk jordbrug.
Udformning og indsendelse af interessetilkendegivelser
I indkaldelsen er der skitseret en disposition for udformning af interessetilkendegivelserne. Det fremgår bl.a., at interessetilkendegivelserne skal være korte (max. 4 sider). Interessetilkendegivelserne skal være FØJO i hænde senest den 15. september 2004.
|