Internt nyhedsbrev fra Forskningscenter for Økologisk Jordbrug · September 2005 · 8. Årgang · nr. 5    


Endelig tilpasning af projekter i FØJO III

Status- og slutrapporter for FØJO II

Statusrapporter for FØJO/SOAR Ph.D.-stipendier

Invitation til diskussionsmøde om syn på økologi

Svensk konference om økologisk jordbrug

Ny søgefunktion på FØJO's hjemmesider

CABI bog om global udvikling og økologisk jordbrug

PhD stipendier i Italien



Arkiv & abonnement

Tilbage til OKOFORSK

Endelig tilpasning af projekter i FØJO III

FØJO har nu fået godkendt bestyrelsens indstilling for FØJO III i Det Rådgivende Udvalg for Føde-vareforskning. Indstillingen beskriver, hvilke projekter FØJO ønsker at sætte i gang under de 15 projektemner, hvor der indkom én eller flere kvalificerede ansøgninger. Indstillingen beskriver samtidig de procedurer, der ligger til grund for den nødvendige prioritering mellem flere kvalificerede ansøgninger. Indstillingen i sin helhed fremgår af referatet og bilag fra FØJO's bestyrelsesmøde d. 23. juni 2005.

Som det fremgår af indstillingen, fandt bestyrelsen, at seks projekter havde en god dækning af det respektive projektemne, og at budgettet var passende i forhold til den planlagte indsats. Det betyder, at disse projekter kan gennemføres uden eller med få ændringer.

Ni projekter vil efter bestyrelsens opfattelse vinde ved at inddrage dele af andre projekter - eller ved at genoverveje forholdsvis store omkostninger forbundet med at gennemføre projektet. For hvert af disse projekter har bestyrelsen vedtaget en budgetramme med specifikke bemærkninger om tilpasning af projektet.

Fra andre seks projekter har bestyrelsen udpeget de mest relevante dele, som derefter kan gennemføres i regi af et af de ni projekter med behov for tilpasning.

Lederne for de ovennævnte 21 projekter har modtaget et brev, der beskriver bestyrelsens indstilling og forventninger til den videre tilpasning. Dette omfatter blandt andet, at der udarbejdes et technical annex (TA), som skal danne grundlag for det kommende samarbejde med FØJO. Fristen for at indsende de tilpassede projektbeskrivelser er sat til den 23. september. Det betyder, at de tilpassede projektbeskrivelser kan behandles på det næstkommende bestyrelsesmøde den 3. oktober 2005.

Ud over de 21 projekter, der nu har fået besked om at færdiggøre deres beskrivelser, foreligger der 10 støtteværdige projekter, som det ikke har været muligt at imødekomme indenfor den økonomiske ramme i FØJO III. Der er tale om projekter af god forskningsfaglig kvalitet, men typisk med en smallere dækning i forhold til de andre projekter indenfor det givne projektemne. Lederne af disse 10 projektansøgninger modtager en personlig orientering efter bestyrelsesmødet den 3. oktober 2005, når programpakken for FØJO III forventes at være endeligt besluttet.


Status- og slutrapporter for FØJO II projekter

FØJO II projekter, der fortsætter i 2006, skal aflevere statusrapport inden den 1. oktober 2005. Projekter, der slutter i 2005, skal aflevere deres slutrapport senest 3 måneder efter projektets udløb.

Projekter, der pt er planlagt til afslutning i 2005, men som har behov for at overføre midler til færdiggørelse i 2006, skal indesende en begrundet statusrapport inden 1. oktober 2005. Statusrapporten er afgørende for, at det eventuelt kan lade sig gøre at flytte midler til 2006.

Skabeloner og flere informationer findes på http://www.okoforsk.dk/funktion/koor/eval/index.html

Er tvivl om ovenstående, så kontakt venligst FØJO's sekretariat.


Statusrapporter for FØJO/SOAR Ph.D.-stipendier

Ph.D.-stipendier, der er tilknyttet FØJO/SOAR, skal indesende en statusrapport, der beskriver aktiviteterne i 2005 og planer for 2006. Rapporterne skal indsendes pr. 1. oktober.

Statusrapporterne vil efter godkendelse blive lagt ind på www.okoforsk.dk og www.soar.dk. Tidligere års statusrapporter kan således ses på http://www.okoforsk.dk/funktion/udd/phd/index.html .


Invitation til diskussionsmøde om forskningsmetodik i økologiske fødevaresystemer

FØJO har bedt seniorforsker Egon Noe, DJF, og seniorforsker Hugo Fjelsted Alrøe, FØJO, om at præsentere to oplæg på dansk, der afspejler indholdet i deres præsentationer ved "The XXI European Society for Rural Sociology Congress" i august 2005.

  • Egon Noe: A semiotic polyocular framework for multidisciplinary research in relation to multifunctional farming and rural development.
  • Hugo Fjelsted Alrøe: What makes organic agriculture move - protest, meaning or market? A. polyocular approach.

Indlæggene indeholder nogle interessante resultater og perspektiver for forskningen i økologisk jordbrug og fødevaresystemer, som FØJO gerne ønsker diskuteret med intersserede forskere.

Det forløbige program for mødet er:

  • 13:00 Velkomst ved Erik Steen Kristensen, FØJO
  • 13:05 Metodik for multidisciplinær forskning i relation til multifunktionelt jordbrug og landdistrikts-udvikling. Ved Egon Noe, DJF (se bilag, pdf).
  • 13:20 Hvad er drivkraften bag økologisk jordbrug? Protest, mening eller marked? Ved Hugo Fjelsted Alrøe, FØJO (se bilag, pdf).
  • 13:35 Diskussion

Mødet finder sted fredag den 9. september 2005 kl. 13:00 i mødelokale 3 på Forskningscenter Foulum.

Alle interesserede er velkomne. Invitation og program findes som pdf her.

Tilmelding til Grethe Hansen (8999 1675) senest 7. september 2005.


Svensk konference om økologisk jordbrug

En konference om 'Ekologiskt Lantbruk - att navigere i en ny tid' afholdes d. 22.-23. november 2005 i Uppsala ved SLU (Sveriges Lantbruksuniversitet). Konferencen arrangeres af Centrum för Uthålligt Lantbrug (CUL), og sætter fokus på, hvordan økologisk jordbrug kan håndtere udfordringer som øget globalisering, udvikling i landdistrikterne og ændrede forbrugsmønstre.

Se programmet og flere informationer på konferencens hjemmeside.


Ny søgefunktion på FØJO's hjemmesider

Søgefunktionen på FØJO's hjemmeside er forbedret, så det nu er lettere at finde artikler, der fx omhandler et bestemt emne. Klik ind på funktionen 'søg' på toppen af siden www.foejo.dk og prøv den nye søgefunktion. Funktionen er tilsvarende lagt ind på den engelske hjemmeside www.darcof.dk


CABI bog om global udvikling og økologisk jordbrug

CABI bogen: 'Global Development of Organic Agriculture: Challenges and Promises', der redigeres af Niels Halberg, Hugo F. Alrøe, Marie T. Knudsen og Erik Steen Kristensen, går snarest i trykken og udkommer i løbet af 2005-06.

Bogen adresserer fem nøgle-spørgsmål i relation til den globale udvikling i økologisk jordbrug.
  • Kan økologisk jordbrug bidrage til global fødevare-sikkerhed ?
  • Kan økologisk produktion i udviklingslandene bidrage til en bæredygtig udvikling ?
  • Kan økologisk certificering beskytte natur ressourcer, forbedre arbejdsforhold etc ?
  • Kan global fair-trade med økologiske produkter realiseres ?
  • Kan økologisk forskning i høj-indkomst lande være til gavn for økologisk jordbrug i lav-indkomst lande ?
Bogen består af 12 kapitler. På websitet EcoWiki ligger pt de endelige manuskripter, der kan læses i pdf format, ligesom FØJO har fået lov til at bibeholde fem kapitler på sitet, når bogen udkommer.


PhD stipendier i Italien

Tre-årige PhD stipendier indenfor agrobiodiversitet udbydes ved Sant'Anna School for Advanced Studies (Pisa). Forskningen dækker emner der vedrører plante-genetiske ressourser og funktionel biodiversitet i agro-økosystemer. Her lægges blandt andet op til delemner om økologi (pdf).

Ansøgningsfrist er 30. september 2005. Projekterne starter i januar 2006 og stipendierne er på 15.000 Euro årligt.