Forskningscenter for Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer · september 2007 · 10. årg. · nr. 4


FØJO får ny centerleder

Ny observatør i FØJO's bestyrelse

European Organic Congress i Brussel

Særnummer om økologiske værdier

Deadline for indlæg til ISOFAR's 2. videnskabelige konference

SOAR holder efterårsmøde på Forskningscenter Foulum


Arkiv & abonnement

Tilbage til OKOFORSK


FØJO får ny centerleder

Seniorforsker Niels Halberg er af FØJO's bestyrelse indstillet som ny centerleder for FØJO. Niels Halberg er uddannet agronom og Ph.D. fra KVL og kommer fra en stilling som seniorforsker ved Institut for Jordbrugsproduktion og Miljø ved Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Århus Universitet.

Niels Halberg har mere end 15 års erfaring med forskning indenfor økologisk jordbrug, både med hensyn til produktion, økonomi samt ressourceforbrug og miljøpåvirkning. Meget af denne forskning er foregået ved studier i private bedrifter og i tæt kontakt med erhvervet og forskningens brugere. Senest er forskningens fokus udvidet til at omfatte økologiske fødevarekæder og systemer også på globalt plan. Den nye centerleders erfaring strækker sig således fra jobbet som konsulent i Ribe Landboforening til hovedtaler ved FAO’s konference om økologisk jordbrug og fødevaresikkerhed.

Niels Halberg har gennem flere år fungeret som projektleder på økologiske forskningsprojekter, senest FØJO III projektet GlobalOrg, og har gennem sin karriere prioriteret at medvirke i tværvidenskabelige forskningsprojekter. Den nye centerleder er derfor godt bekendt med, hvordan forskellige discipliner hver især opfatter og tilrettelægger forskning i økologiske fødevaresystemer samt, hvilke udfordringer disse forskelle giver for den tværfaglige forskning.

Internationalt har Niels Halberg et vidt forgrenet netværk på såvel europæisk som globalt plan. Dette omfatter posten som bestyrelsesmedlem i ISOFAR, den internationale organisation for forskning i økologisk jordbrug. Samtidig omfatter det deltagelse i internationalt forskningssamarbejde gennem EU projekter og projekter finansieret af Danida. Niels Halberg er herudover aktiv koordinator af økologiske feltstudier på lokaliteter i Kina, Sri Lanka og Brasilien, hvilket forløber i samarbejde med lokale kolleger.

Udover sine mange års erfaring med projektledelse har Niels Halberg igennem to år været leder af et hold lokale konsulenter på landbrugsskolen Prek Leap i Cambodia. Og denne erfaring er senest suppleret med danske kurser i ledelse og organisation.

Den nye centerleder tiltræder stillingen i FØJO den 6. november 2007.


Ny observatør i FØJO's bestyrelse

Lone Bjørn fra Direktoratet fra FødevareErhverv indgår som ny observatør i FØJO's bestyrelse. I bestyrelsen afløser hun Anne Bach, der rokerer til en stilling som fuldmægtig i Plantedirektoratet. Lone Bjørn, der tidligere har arbejdet i Plantedirektoratet og Skov- og Naturstyrelsen, træffes på e-mail adressen lobj@dffe.dk


European Organic Congress i Brussel

IFOAM's EU Gruppe arrangerer kongressen 'European Organic Congress' den 4-5 December 2007 i Brussels.

Kongressen fokuserer blandt andet på temaer omkring EU's nye aktionsplan for økologisk jordbrug og fødevaresystemer, på Kommissionens initiativ omkring 'health check' af den fælles landbrugspolitik (Common Agricultural Policy, CAP) og på de fremtidige miljømæssige udfordringer som modvirkning af drivhuseffekten og begrænsning af tabet af biodiversitet. Læs mere på kongressens hjemmeside (http://www.organic-congress-ifoameu.org).


Særnummer om økologiske værdier

Tidsskriftet NJAS Wageningen Journal of Life Science har udgivet et særnummer om 'Values in Organic Agriculture'. En oversigt over indholdet kan findes på adressen http://library.wur.nl/ojs/index.php/njas og publikationen kan bestilles fra Louis Bolk Instituut (publicaties@louisbolk.nl) for 20 Euro.


Deadline for indlæg til ISOFAR's 2. videnskabelige konference

ISOFAR holder sin 2. videnskabelige konference i regi af IFOAM's verdenskongres i Modena (Italien) den 18.-20. juni 2008. Deadline for tilmelding af indlæg er den 15. oktober 2007.

Information om kongressen og proceduren for tilmelding af indlæg findes på adressen http://www.isofar.org/modena2008/

Som et særligt spor inviterer ISOFAR forskere til at indmelde tværgående indlæg, hvor resultater fra flere discipliner kombineres for at øge forståelsen af komplekse interaktioner i økologisk jordbrug og fødevaresystemer. Disse indlæg vil blive givet høj prioritet i forhold til at blive udvalgt til mundtlige præsentationer. Forskere i FØJO's projekter vil have oplagte muligheder for at bidrage med tværgående indlæg og opfordres til at overveje denne mulighed i god tid inden deadline.


SOAR's holder efterårsmøde på Forskningscenter Foulum

SOAR planlægger sit efterårsmøde i form af et minikursus i formidlingsteknik. Kurset holdes den 23.-24. oktober på Forskningscentre Foulum ved Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet (AU). Kurset vil være åbent for PhD studerende fra SOAR og DJF. Læs mere om efterårsmødet.