Internt nyhedsbrev fra Forskningscenter for Økologisk Jordbrug · Maj 2005 · 8. Årgang · nr. 3    


Status for behandling af FØJO III ansøgninger

Workshop om økologiske produktionsmetoder og sundhed

Nye vedtægter og nyt navn for FØJO

Ny bestyrelse og nyt brugerudvalg for FØJO

Åbenhed i formidling af forskningsresultater

Behandling af slutrapporter for FØJO II projekter

Tema om lokal produktion i F-nytt

Temadag om teknik til økologisk planteproduktion

Rapporter om 100 pct. økologisk fodring

Ny FØJO rapport udkommet

IFOAM søger ny direktør


Arkiv & abonnement

Tilbage til OKOFORSK

Status for behandling af FØJO III ansøgninger

Ansøgningerne til forskningsprogrammet FØJO III - Internationalt forskningssamarbejde og økologisk integritet - har været gennem den forskningsfaglige kvalitetsvurdering i Programkomiteen for Fødevarer og Sundhed under det Strategiske Forskningsråd. Ansøgninger over 10 mio. kr. har været i ekstern review, og de pågældende ansøgere har tidligere fået melding om bedømmelsen. Nu har Programkomiteen for Fødevarer og Sundhed behandlet alle ansøgningerne, og resultatet er, at 31 af de 49 indsendte ansøgninger er fundet støtteværdige, mens 18 ansøgninger er fundet ikke-støtteværdige. Disse 18 afgørelser er nu sendt ud til de pågældene ansøgere med henblik på partshøring. Forskningsrådets endelige resultat forventes at foreligge i løbet af maj måned.

Med baggrund i forskningsrådets arbejde er det dernæst FØJO's bestyrelse, der afgiver en samlet indstilling om programmets sammensætning til det Rådgivende Udvalg for Fødevareforskning. Dette sker efter høring i FØJO's brugerudvalg.

Den resterende tidsplan for iværksættelse af FØJO III er følgende:
  • 1. oktober 2005: Frist for udvælgelse og tilpasning af projekter, herunder behandling og indstilling fra det Rådgivende Udvalg for Fødevareforskning samt godkendelse i Fødevareministeriet/Familie- og Forbrugerministeriet
  • 1. november 2005: Projekterne iværksættes.

Det forventes, at der iværksættes 16-20 projekter à 7-14 mio. kr.


Workshop om økologiske produktionsmetoder og sundhed 

Levnedsmiddelcentret og FØJO arrangerer den 27. maj 2005 en forsknings-målrettet workshop om sundhed og økologiske produktionsmetoder. Baggrunden er blandt andet de nyeste resultater fra FØJO's projekter, der viser, at produktionsmetoderne kan påvirke sundheden gennem fødevarerne.

Læs mere om workshoppen og programmet (pdf) og klik her for tilmelding (word).


Nye vedtægter og nyt navn for FØJO

FØJO har fået nye, reviderede vedtægter. Mest markant ændres FØJO's fulde navn til Forskningscenter for Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer - på engelsk Danish Research Centre for Organic Food and Farming. Ændringen afspejler forskningens stigende fokus på hele den økologiske værdikæde, som det kommer til udtryk i FØJO III. De to kendte akronymer, FØJO og DARCOF, består som hidtil. De nye vedtægter kan ses på FØJO's hjemmeside www.okoforsk.dk


Ny bestyrelse og nyt brugerudvalg for FØJO

Samtidig med FØJO's nye vedtægter er også en ny bestyrelse ved at blive udpeget efter indstilling fra de respektive institutioner. Som formand for FØJO's bestyrelse har Fødevareministeren genudnævnt Thomas Harttung. Første møde for den nye bestyrelse bliver efter planen den 21. juni 2005.

FØJO's brugerudvalg er ligeledes ved at blive sammensat og første møde bliver efter planen den 10. juni 2005.


Åbenhed i formidling af forskningsresultater

FØJO's strategi om formidling lægger op til stor åbenhed omkring kommunikation af forskningens resultater. Dette gælder både i arkivet Organic Eprints og i nyhedsbrevene FØJOenyt og DARCOFenews.

Imidlertid hersker der i dag en del usikkerhed om hvilke muligheder forskere har for åbent at kommunikere resultaterne fra deres forskning. Og ofte bliver der udtrykt bekymring om, hvorvidt det kan gå ud over muligheden for publicering i videnskabelige tidsskrifter, hvis resultaterne kommunikeres til andre inden de er videnskabeligt publiceret.

Principielt er der to forskellige spørgsmål på spil:

  • Hvorvidt selve det videnskabelige manuskript kan gives til andre eller gøres offentligt tilgængeligt.
  • Hvorvidt resultaterne fra artiklen kan offentliggøres i populær form og gives til pressen.

Hugo Alrøe fra FØJO har sammenskrevet et notat, der bidrager til at afklare nogle af de spørgsmål, der er tvivl om. Og konklusionen er, at forskerne ofte er mere frit stillet end antaget. Læs hele notatet (pdf)


Behandling af slutrapporter for FØJO II projekter

Slutrapporter for 20 FØJO II projekter er nu under behandling i FØJO's sekretariat og Bestyrelse. På baggrund af en skriftlig procedure indstilles rapporterne til godkendelse i DFFE, dersom der ikke findes anledning til kritik, der i givet fald rejses overfor projektet. De foreløbige slutrapporter findes på www.okoforsk.dk, hvor også de godkendte rapporter bliver tilgængelige.


Tema om lokal produktion i F-nytt

Det overordnede tema for det kommende nummer af Forskningsnytt om økologisk landbruk i Norden (F-nytt) er "lokal produktion". F-nytt vil derfor gerne have artikler om eksempelvis forarbejdning, produktkvalitet og markedsføring i mindre virksomheder, regler og energigevinster ved lokal produktion, den lokale produktions betydning for landdistriktsudvikling, nichemarkeder og lokale markeder kontra afsætning via supermarkeder osv.

Hvis du har forslag til en artikel, så kontakt en af de danske redaktører: Vibeke Langer, KVL eller Claus Bo Andreasen, FØJO. Deadline for artikler til temanummeret er den 13. maj.


Temadag om ny teknik til økologisk planteproduktion

Den 7. juni 2005 præsenterer Forskningscenter Bygholm resultaterne af de igangværende forskningsprojekter vedrørende teknik til økologisk jordbrug. Arrangementet foregår i marken, hvor forskellige redskaber fremvises i sammenhæng med dyrkningsparceller, hvor teknikkerne har været anvendt. Læs mere om temadag og tilmelding på DJF's hjemmeside eller i FØJOenyt.


Rapporter om 100 pct. økologisk fodring

FØJO har offentliggjort to engelske rapporter om 100 pct. økologisk fodring som led i arbejdet i EU-projektet 'Organic Revision'. Der er tale om foreløbige rapporter, hvortil faglige kommentarer og input er velkomne. Rapporterne findes på hjemmesiden for Organic Revision og reaktioner modtages indtil 30. juni.


Ny FØJO rapport udkommet

FØJO rapport nr. 20 om Økologisk Mælkeproduktion - fodring og management ved høj selvforsyning - er nu udkommet. Rapporten er redigeret af Troels Kristensen, DJF. Rapporten kan bestilles hos FØJO eller læses/downloades fra hjemmesiden


IFOAM søger ny direktør

IFOAM søger ny direktør med følgende opfordring: "Please help IFOAM to find its new competent Executive Director - a leader at the office in Bonn (Germany) and for the organic movement worldwide! This is one of the most interesting international positions in the organic and environmental movements!". Yderligere information på IFOAM's nye hjemmeside.