22. september 2003


Referat af møde i FØJO's bestyrelse

Onsdag, den 5. september 2003 på Forskningscenter Bygholm


Til stede

Thomas Harttung (TH), Søren E. Frandsen (SF), Hanne Bach (HB), Hanne Østergård (HØS), Karen Søegaard (KS) og René Kusier (RK), Henrik Refsgaard, Stig Milan Thamsborg (SMT) og Dorte Lau Baggesen (DLB).


Sekretariat

Erik Steen Kristensen (ESK) og Claus Bo Andreasen (referent).


Afbud

Afbud fra Jan Tind Sørensen.


Dagsorden

1. Godkendelse af dagsorden

2. Valg af næstformand for bestyrelsen

3. Konklusion vedrørende FØJO's strategi

4. Fremdrift i FØJO-projekterne

5. Anvendelse af pesticider i et FØJO-projekt

6. Statusrapportering og midtvejsevaluering

7. Nedsættelse af udvalg til bedømmelse af indkomne ansøgninger til centerlederstillingen

8. Medlemskab af selskabet for Organic Food Quality and Health (FQH)

9. Eventuelt

1. Godkendelse af dagsorden, herunder uafklarede spørgsmål

Dagsorden og listen over afklarede/uafklarede spørgsmål blev godkendt uden kommentarer.


2. Valg af næstformand for bestyrelsen

Da Erik Steen Jensen er udtrådt af bestyrelsen, skulle der vælges ny næstformand. Søren Frandsen blev enstemmigt valgt.


3. Konklusion vedrørende FØJO's strategi

Efter fællesmødet mellem bestyrelse og brugerudvalg foreligger der nu en lang række kommentarer og forslag, som sekretariatet skal søge at indarbejde i et nyt forslag. Da strategien i den sidste ende er bestyrelsens ansvar, er det vigtigt, at de afsluttende bemærkninger til sekretariatets videre arbejde bliver givet af bestyrelsen. På den baggrund bad TH de enkelte bestyrelsesmedlemmer om at give deres eventuelle afsluttende kommentarer.

Her blev der bl.a. givet udtryk for, at det er vigtigt, at papiret reformuleres og struktureres, således at budskaber og hensigter tydeliggøres. Herudover var der støtte til mange af de konkrete forslag, som var blevet givet i løbet af formiddagen.

På baggrund af diskussionen kunne der endvidere identificeres en række faglige "fokusområder", som kunne indgå i strategien, bl.a.:

  • Ernæring og sundhed
  • Forarbejdning og afsætning af økologiske fødevarer
  • Udvikling og effektivisering af økologisk jordbrugs primærproduktion
  • Samfundsmæssig nytte
  • Globalt perspektiv - samhandel og udvikling
  • Økologisk økonomi

Sekretariatet blev bedt om at søge at inddrage disse hovedområder i den kommende proces.


4. Fremdrift i FØJO-projekterne

Med udgangspunkt i hovedresultaterne fra FØJO II (se bilag 3b fra fællesmødet) gav ESK en kort mundtlig redegørelse. I hovedtræk forløber projekterne efter planen. På "samfundsområdet" vil der blive holdt en workshop, som skal medvirke til at forskere fra de fem projekter på området får lejlighed til at inspirere hinanden og dermed bringe øget dynamik ind i (sam)arbejdet. Forskere fra relaterede projekter vil også kunne blive inviteret til at deltage i workshoppen.


5. Anvendelse af pesticider i projekt BAROF

ESK gav en kort redegørelse om sagen (se udsendte indstilling). Sagen drejer sig om, at centerledelsen i forbindelse med sommerens besøgsrunde blev opmærksom på, at der blev anvendt pesticider som led i driften af et markforsøg, som indgår i et FØJO II projekt (se bilag 1).

Anvendelse af konventionelle pesticider er ikke tilladt i godkendt økologisk drift og må siges at være i direkte modstrid med de principper, som forskningen i FØJO tager udgangspunkt i. Herudover giver pesticidanvendelsen en række problemer i forhold til undersøgelsernes relevans og forskningens troværdighed i det hele taget.

På den baggrund anmodede centerledelsen derfor projektet om at udarbejde en nærmere redegørelse for pesticidanvendelsen. Af redegørelsen fremgår det bl.a., at pesticidbehandlingen er udført dels for at rette op på tekniske fejl, dels for at lette tolkningen af en række udbytteresultater. Pesticidanvendelsen er med andre ord udført på baggrund af rene, forsøgstekniske overvejelser.

Bestyrelsen diskuterede projektets redegørelse samt centerledelsens indstilling og forslag til sanktioner. Bestyrelsen blev enig om følgende formulering.

"De i redegørelsen beskrevne pesticidbehandlede forsøgsled kan ikke godkendes i den foreliggende form. Projektledelsen skal udarbejde en revideret problemformulering og et nyt forsøgsdesign, der vil give anledning til en forbedret indsigt."


Herudover blev sekretariatet bedt om at undersøge behovet for mere specifikke retningslinier for udførelse af forsøg med relevans for økologisk jordbrug. Dette gælder ikke kun for planteforsøg, men eksempelvis også i forbindelse med forsøg på husdyrområdet. I den forbindelse skal der lægges op til en diskussion i FØJOnyt om dette behov.

HØ deltog ikke i dette punkt


6. Statusrapportering og midtvejsevaluering

Den internationale midtvejsevaluering af de projekter, som blev påbegyndt i 2001/2 er sat i værk og forløber også efter planen. De projekter, som blev midtvejsevalueret sidste år vil blive evalueret af bestyrelsen. En plan for processen kan findes på www.okoforsk.dk.

Det blev foreslået, at der sendes en vejledning (eller nogle gode eksempler) til projektlederne med retningslinier for det danske sammendrag.


7. Nedsættelse af udvalg til bedømmelse af indkomne ansøgninger til centerlederstillingen

Bestyrelsen vedtog at følge DJF's retningslinier på området. Dette indebærer, at DJF's administration nedsætter et bedømmelsesudvalg bestående af tre forskere med indsigt på området. FØJO's bestyrelse nedsætter det egentlige ansættelsesudvalg, som vil bestå af Thomas Harttung og Hanne Bach samt en repræsentant for medarbejderne i sekretariatet.

ESK deltog ikke i dette punkt


8. Medlemskab af selskabet for Organic Food Quality and Health (FQH)

ESK forklarede, at FØJO er blevet anmodet om at melde sig ind i FQH (nærmere oplysninger om foreningen fremgår af www.organicfqhresearch.org).

Der var enighed om, at et medlemskab kan være meget relevant for de forskere, som arbejder på området. Der er dog en række andre foreninger og organisationer, som det også kunne være relevant for FØJO (eller forskere fra FØJO-projekter) at deltage i.

På den baggrund blev sekretariatet anmodet om at udarbejde et forslag til generelle retningsliner vedr. medlemskab af diverse organisationer.

TH deltog ikke i dette punkt


9. Eventuelt

Næste møde holdes onsdag den 5. november 2003.


Bilag til referat af bestyrelsesmødet den 3. september 2003 (pdf)


FØJO Postboks 50, 8830 Tjele
Tlf. 8999 1675
Fax 8999 1673 foejo@agrsci.dk www.foejo.dk